Arme
Her på siden finder du alle kurser for armene. Smerter i armen kan skyldes flere forskellige ting. I de fleste tilfælde skyldes smerterne en overbelastning af en eller flere muskler og sener.
I andre tilfælde kan årsagen være akut som følge af en skade eller et fald. Her er det altid vigtigt at få udelukket alvorlige skader og brud.
Slidgigt i skulder, albue og håndled kan også forårsage smerter i dine arme. Her er formålet at vedligeholde din bevægelighed og styrke i armen.
Se alle kurser for armene herunder og kom godt i gang med din genoptræning.
Ofte stillede spørgsmål om smerter i arm
Hvorfor opstår der smerter i armen?
Der kan være mange årsager til, at du oplever smerter i armen. Smerter er ofte et signal om, at der er en overbelastning eller skade i kroppen, som du skal være opmærksom på.
I de fleste tilfælde skyldes smerterne en overbelastning af en eller flere muskler og sener, hvilket ofte opstår som følge af ny eller for hård træning. Smerter i armen opstår også ofte som følge af gentagne bevægelser, for eksempel ved sport eller arbejde. Overbelastningsskader som tennisalbue, golfalbue eller karpaltunnelsyndrom er eksempler på almindelige skader, der kan give smerter i albue, underarm og hånd.
I andre tilfælde kan smerterne også skyldes en nerveafklemning eller en irriteret nerve. Denne afklemning kan opstå fra nakken eller sidde lokalt omkring skulderen, albuen eller håndleddet. Desuden kan slidgigt, der opstår når brusken i leddene nedbrydes, også give smerter i armen. Slidgigt i skulder, albue eller håndled kan føre til stivhed og nedsat bevægelighed. For eksempel kan slidgigt i skulderen give en dyb, murrende smerte, der ofte stråler ned langs overarmen, nogle gange helt ned til albuen. Tilsvarende kan slidgigt i albuen føre til smerter, der mærkes ned i underarmen eller op mod overarmen, mens smerter fra slidgigt i håndleddet kan stråle ud i hånden og fingrene. Den strålende smerte er ofte et resultat af, at hævelse og inflammation presser på nærliggende nerver, eller at ændrede bevægemønstre overbelaster omkringliggende muskler og sener.
Det er altid vigtigt at få undersøgt årsagen til dine armesmerter, så du får den korrekte diagnose. Hvis du oplever vedvarende eller alvorlige smerter i armen, skal du altid kontakte din læge for en grundig undersøgelse og den rette behandling.
Hvad skal jeg være opmærksom på, når jeg har smerter i armen?
Oplever du en eller flere af nedenstående symptomer, skal du altid kontakte din læge:
Smerter efter et traume: Hvis smerterne er opstået efter et fald, et slag eller en ulykke og smerterne er så voldsomme, at du ikke kan bevæge eller bruge armen.
Synlig deformation: Hvis din arm eller din hånd ser deform ud eller har en underlig form, kan det være et tegn på et brud.
Voldsom hævelse, misfarvning og/eller rødme, der ikke aftager: Hvis du oplever en pludselig og kraftig hævelse, der ledsages af misfarvning, ømhed og rødme, kan det være et tegn på en blodprop. Denne tilstand kræver øjeblikkelig lægehjælp.
Nedsat føling eller kraft: Hvis du oplever følelsesløshed, prikkende fornemmelser eller manglende kraft i armen eller hånden, kan det skyldes en nervepåvirkning.
Generel utilpashed: Hvis dine armesmerter er ledsaget af symptomer som feber, kulderystelser eller generel utilpashed, skal du kontakte din læge for en nærmere undersøgelse.
Manglende bedring: Hvis du ingen ændring oplever i dine smerter, på trods af hvile og aflastning over en længere periode.
Smerter i armen kan stråle fra et område til et andet, for eksempel fra nakken ned i armen eller fra skulderen mod albuen. Vær især opmærksom, hvis du oplever nedsat kraft eller har svært ved at bevæge din arm. Hvis dine smerter ikke aftager, på trods af aflastning og genoptræning, skal du kontakte din læge for en nærmere undersøgelse.
Er øvelserne sikre, hvis jeg har en skade?
Hvis du har en eller flere kendte skader i din arm, skal du altid kontakte din læge eller fysioterapeut, før du starter et nyt træningsprogram. Dette gælder også, hvis dine smerter er akutte, eller hvis du er blevet opereret i din arm inden for de seneste tre måneder. Når du har fået grønt lys fra en sundhedsfaglig person, kan du roligt gå i gang med din genoptræning.
Alle træningsvideoerne er lavet ud fra den nyeste fysioterapeutiske viden for at give dig de bedste redskaber til genoptræning. Lyt dog altid til din krop, og pres ikke dig selv til at lave øvelser, der ikke føles behagelige. Under hvert kursus finder du al den information, du har brug for, så du sikrer dig den bedst mulige og mest sikre genoptræning.
Hvor lang tid tager et kursus?
Kurserne er lavet til at hjælpe dig med at genoptræne din arm. For at opnå den bedste effekt og genvinde den ønskede bevægelighed, styrke og stabilitet, bør du lave øvelserne i mindst 3 måneder. I de første uger skal du typisk træne oftere end senere i forløbet.
Hver træningsvideo tager 10-15 minutter. Derudover indeholder kurserne spændende viden om din skade samt gode råd, som vi anbefaler, at du læser og integrerer i din hverdag, når det giver mening for dig.
I starten kan du forvente at bruge 2-3 timer på kurset, mens du i den sidste del af genoptræningen blot skal bruge 15 minutter hver eller hver anden dag på øvelserne.
Jeg får smerter, når jeg bevæger min arm. Hvad gør jeg?
Det er ikke unormalt, at du oplever smerter, hævelse og ubehag i armen, når du bevæger det under genoptræning. Det er derfor afgørende, at du altid lytter til din krop og bevæger dig inden for din smertegrænse.
I begyndelsen kan du opleve en midlertidig forværring af dine symptomer. Dette er acceptabelt, hvis ubehaget og smerten aftager igen inden for 30 minutter efter, du har lavet dine øvelser. Særligt hævelsen skal også mindskes gradvist, i takt med at du træner.
Hvis forværringen er vedvarende, er det et tegn på, at træningen har været for hård. Start altid stille ud og bevæg kun din arm i det omfang, du kan, uden at fremprovokere smerter. Efter et par dage bør du opleve, at smerterne aftager og hævelsen mindskes, mens din bevægelighed øges.
Kan jeg bruge kurserne forebyggende?
Kurserne er en effektiv måde at forebygge skader og smerter i benet. Det første trin fokuserer på at lindre dine smerter, mindske hævelse og forbedre din bevægelighed. De to efterfølgende trin hjælper dig med at genopbygge din stabilitet og styrke i armmusklerne.
Når dine smerter er aftaget, er det vigtigt at fortsætte træningen. Ved at træne regelmæssigt kan du nemt vedligeholde din styrke og bevægelighed og dermed forebygge, at smerterne vender tilbage.
Døjer du med armsmerter kan det være en idé også at fokusere på
Nakken
Mange smerter i armen stammer faktisk fra spændinger eller problemer i nakken, da nerverne udspringer herfra. En stærk og mobil nakke har en stor betydning for dine arme.
Øvre ryg
Den øvre del af ryggen har en tæt forbindelse til dine arme. Nedsat styrke og mobilitet i den øvre del af ryggen kan føre til overbelastning og smerter i armen.
Din kropsholdning
En dårlig kropsholdning kan føre til smerter i armen. Når du krummer i ryggen øges belastningen på muskler og nerver, hvilket kan give udstrålende smerter til armen.