Diskusprotrusion i nakken

En diskusprotrusion i nakken er ikke det samme som en diskusprolaps. Dog kan smerterne og symptomerne minde meget om hinanden. I dette blogindlæg lærer du om forskellene, samt hvad du skal gøre for at lindre dine smerter og symptomer, hvis du døjer med en diskusprotrusion i nakken. 

Hvad er EN DISKUSPROTRUSION?

Hvad er en diskusprotrusion?

For at forstå, hvad en diskusprotrusion er, så skal vi først uddybe, hvad en diskus er. Mellem dine ryghvirvler har du en diskus. Den midterste del af disken består af en blød, geléagtig kerne. Denne kerne er med til at skabe bevægelse i rygsøjlen, samt absorbere stød. Rundt om kernen er der den ydre fibrøse ring. Denne ring er med til at give diskussen styrke og stabilitet. 

Når en diskus bliver beskadiget eller slidt kan der opstå en diskusprolaps eller en diskusprotrusion. I daglig tale kan disse to begreber blive forvekslet, men der er en stor forskel på disse to diagnoser. Har du en diskusprolaps er den ydre fibrøse ring revnet. Den bløde kerne er blevet presset ud gennem revnen og kan irriterer nerverne. Den bløde masse kan ikke skubbes tilbage. Har du en diskusprotrusion er den ydre ring stadig intakt. Her kan den bløde kerne i disken bule ud, men den bløde masse forbliver inde i disken. Dette kaldes også for en diskusudbuling. En diskusprotrusion i nakken kan godt sætte sig fast og presse på en nerve eller et led. Det kan give de samme symptomer, som en diskusprolaps. Med de rette øvelser kan du skubbe din diskusprotrusion tilbage på plads og dine symptomer vil typisk aftage med det samme. Har du en diskusprolaps vil du ikke opleve en hurtig effekt af øvelserne. Her skal disken i stedet hele og du skal genoptræne din nakke stille og roligt. 

De typiske årsager:

De typiske årsager:

Der kan være flere forskellige årsager til, at der opstår en udbuling af din diskus i nakken. De typiske årsager er: 

 

Degenerative forandringer:

Diskusserne mister med alderen deres elasticitet og bliver mere stive. Jo ældre vi bliver, jo mindre væskefyldte er vores diskus. Det gør dem mere stive og mindre stødabsorberende. Den fibrøse ring rundt om den bløde kerne bliver svagere over tid. Det gør den mere tilbøjelig til at revne og diskussen kan nemmere bule ud. Den bløde kerne bliver mindre elastisk over tid, hvilket øger trykket på den ydre ring og skaber en ubalance i trykfordelingen. Trykket bliver derfor koncentreret på bestemte steder af diskussen hvilket øger risikoen for en protrusion. 

 

Overbelastning:

Gentagne tunge løft eller vrid kan overbelaste diskusserne. Når du løfter tunge genstande eller vrider i kroppen, øges trykket på dine diskusser. Det kan over tid give revner i den ydre ring. 

 

Akutte skader: 

En diskusprotrusion kan opstå som følge af en akut skade. Det kan blandt andet være et dirket traume på diskussen, som kan forårsage en revne eller en udbuling. Et eksempel på dette er piskesmældsskader, hvor der kommer en stor forstrækning på ledbånd, muskler, sener og diskus omkring nakken. Fald, slag og stød mod hovedet og nakken kan forårsage en diskusprotrusion. Når du får en skade kommer der typisk inflammation i det påvirkede område. Det giver hævelse omkring diskussen og kan øge trykket på nerverne. 

 

Arvelige faktorer:

Dine gener kan være årsagen til, at du får en diskusprotrusion. Nogle mennesker kan have genetisk disposition for svagere eller mindre elastiske diskusser. Dine gener kan også påvirke produktionen af kollagen. Kollagen er et vigtigt protein, som har til formål at reparere beskadeligt væv. Nedsat kollagen produktion kan gøre dine diskus mere sårbare. Til sidst kan dit stofskifte også have en betydning for dine diskusser. Er du genetisk disponeret for lavt stofskifte kan det forsinke helingsprocessen af dine diskus. Det øger derfor risikoen for at udvikle en diskusprotrusion. 

 

Rygning:

Rygning nedsætter blodtilførslen til diskusserne, hvilket begrænser tilførsel af ilt og næringsstoffer og dermed hæmmer deres evne til at reparere sig selv. Rygning er med til at fremme den naturlige degenerative proces i diskusserne. Diskusserne bliver hurtigere udtørrede og stive, hvilket øger risikoen for revner og udbulinger. Rygning svækker også immunforsvaret. Det gør kroppen mindre effektiv til at bekæmpe inflammation og helbrede skader. 

 

Dårlig kropsholdning:

Din kropsholdning har en stor betydning for, hvilke belastning der kommer på dine diskus. Et fremskudt hoved øger belastningen på diskusserne i nakken. Sidder du eller står på samme måde i flere timer om dagen øges risikoen for, at der opstår en ubalance i musklerne omkring nakken. Er dine muskler omkring nakken svage øger det belastningen på dine diskus. Derudover kommer der mindre blodtilførsel til dine muskler, hvis de er spændte. Det forlænger helingsprocessen og gør dine diskus m ere sårbare. 

 

Vægt:

Overvægt fører til ekstra vægt, som din krop skal bære rundt på. Det kan på sigt være med til at ændre din kropsholdning. Her kan du have en tendens til at bøje dig mere fremover for at kompensere for den ekstra vægt. Det øger presset på dine diskus i nakken.  Derudover kan der være en forhøjet inflammation i kroppen, når du er overvægtig. Det kan øge de degenerative forandringer i diskussen og øge risikoen for en protrusion. 

De typiske symptomer:

De typiske symptomer:

Symptomerne på en diskusprotrusion i nakken kan minde meget om en diskusprolaps. De typiske symptomer på en diskusprotrusion er:

Smerter:
Du kan opleve lokale smerter omkring nakken. Smerterne kan være konstante, intermitterende, sviede eller dunkende. Smerterne forværres ofte ved bestemte bevægelser eller stillinger. I nogle tilfælde kan du opleve udstrålende smerter ned til skuldrene, armen og/eller hånden.

Føleforstyrrelser:
Rammer din diskusprotrusion en nerve kan du opleve prikkende eller stikkende smerter ned i armen eller hånden. Du kan også opleve, at områder af armen eller hånden føles mindre eller mere følsomme.  
 

Nedsat styrke i armen:
Du kan opleve svaghed i armen eller hånden. Det viser sig typisk ved, at du har sværere ved at løfte, bære eller gribe fat om genstande. Du kan også opleve, at du er mere fummelfingret end ellers.

Stivhed:
Du kan opleve, at du er mere stiv omkring nakken. Du vil typisk opleve, at du har nedsat bevægelighed i en eller flere retninger.

Hovedpine:
Du kan opleve hovedpine i forbindelse med din diskusprotrusion. Hovedpinen kan føles som en konstant trykkende fornemmelse i baghovedet eller panden. Hovedpinen skyldes, at dine muskler omkring nakken spænder op for at beskytte det påvirkede område.

Kan jeg mærke forskel på en diskusprotrusion og en diskusprolaps?

KAN JEG MÆRKE FORSKEL PÅ EN DISKUSPROTRUSION OG EN DISKUSPROLAPS?​

Du skal selvfølgelig altid kontakte din læge, hvis du er i tvivl om dine smerter og symptomer skyldes en diskusprolaps eller en diskusprotrusion. Symptomerne kan variere fra person til person, men overordnet kan du skelne en diskuprotrusion fra en diskusprolaps udfra følgende: 

En diskusprotrusion:

Mildere symptomer:
Symptomerne er typisk milde og diffuse.

 

Lokale smerter:
Udstrålende smerter til skulder og arm kan forekomme, men smerterne i eller omkring nakken er ofte mere dominerende sammenlignet med en diskusprolaps. Udstrålingen er typisk mindre intens.

 

Gradvis udvikling:
Symptomerne udvikler sig ofte gradvist over tid. Det starter ofte med stivhed og smerter i nakken, som kan variere i intensitet. Smerterne forværres ofte ved fysisk aktivitet eller bestemte bevægelser.

 

Smerter, stivhed og nedsat bevægelighed i nakken:
Typiske symptomer er ømhed og stivhed i nakken, samt nedsat bevægelighed i en eller flere retninger.

En diskusprolaps:

Intense symptomer:
Symptomerne ved en diskusprolaps er ofte intense og konstante. Smerterne beskrives ofte som konstante smerter og lindres sjældent ved bevægelse eller hvile.

 

Udstrålende smerter:
Udstrålende smerter til skulder og arm er almindelige ved diskusprolaps i nakken. Smerterne følger ofte et bestemt nerverodsforløb og kan være værre end smerterne i selve nakken. Derudover kan du opleve føleforstyrrelser som prikken, snurren eller nedsat følsomhed i armen og hånden. Nedsat muskelstyrke kan også forekomme.

 

Pludselig opstået:
Smerterne ved en diskusprolaps kan opstå pludseligt, ofte efter en pludselig bevægelse eller et tungt løft.

 

Smerter, stivhed og nedsat bevægelighed i nakken:
Symptomerne starter ofte med smerter og stivhed i nakken. Alle bevægelser af nakken kan være smertefulde, og du kan opleve nedsat bevægelighed i en eller flere retninger.

 

SÅDAN LINDRER DU DINE SMERTER OG SYMPTOMER

SÅDAN LINDRER DU DINE SMERTER OG SYMPTOMER

De fleste oplever en bedring af deres smerter og symptomer inden for få uger. I nogle tilfælde kan det dog tage længere tid. Dette kan skyldes størrelsen og placeringen af udbulingen, samt din alder og generelle helbredstilstand. For at lindre dine smerter og symptomer kan du følge nedenstående råd.

undgå.

Når du har en diskusprotrusion i nakken, kan visse bevægelser og stillinger forværre dine smerter. For at undgå at gøre ondt værre, bør du undlade disse bevægelser i de første dage eller uger. Dog er det vigtigt at holde dig i gang. Start forsigtigt med korte gåture og lette øvelser for nakken. Husk at lytte til din krop og undgå bevægelser, der øger smerterne.

hav fokus på kropsholdning

Oplever du en forværring af dine smerter og symptomer, når du sidder, står eller ligger, bør du være ekstra opmærksom på din kropsholdning. Sidder du med et fremskudt hoved i længere tid, kan det irritere din diskus. Her kan det være en god idé at sidde med en lændepude eller anden støtte i dit lændesvaj. Sørg altid for at sidde med numsen helt tilbage i stolen og fødderne plantet fladt i gulvet.

Oplever du derimod, at dine smerter forværres, når du sover, kan du prøve at ændre din sovestilling. Undgå at sove på maven, da din nakke belastes meget, når du har hovedet drejet til den ene side. Sover du bedst på siden, kan du placere en pude mellem dine knæ for at holde rygsøjlen i en neutral position. Undgå at sove med for høj pude, da det kan øge strækket på din nakke. Prøv at rulle din pude sammen og placer den i nakkesvajet. Det kan også hjælpe at tage et varmt bad inden sengetid eller lave et par nakkeøvelser, så dine muskler er afslappede inden du ligger dig til at sove.

bevæg nakken

Øvelser kan hjælpe med at lindre dine smerter og genvinde din bevægelighed. Når du laver øvelser for din nakke styrker du dine muskler, hvilket mindsker presset på den udbulende diskus. Jo mere du bevæger din nakke, jo mere blodtilførsel kommer der til det påvirkede område, hvilket fremmer helingen og lindrer smerterne. Det er individuelt, hvordan kroppen reagerer på øvelser. Herunder har jeg delt en træningsvideo med nogle gode øvelser, som har til formål at lindre dine smerter og symptomer.

øvelser mod DISKUSPROTRUSION I NAKKEN

øvelser mod DISKUSPROTRUSION I NAKKEN

Ønsker du at bruge øvelserne til at lindre dine smerter og symptomer, kan du lave øvelserne fra træningsvideoen 3-5 gange dagligt. Når dine smerter er aftaget, og din bevægelighed er tilbage, kan du med fordel lave øvelserne 1-2 gange dagligt for at forebygge.

Du kan opleve en forværring af dine smerter og symptomer under og efter træningen. Det er helt okay, hvis dine smerter og symptomer aftager igen 30 minutter efter, at du har lavet øvelserne. Når du laver øvelserne arbejder du vævet omkring den påvirkede diskus, hvilket skaber en opblusning af dine symptomer. Oplever du smerter ned i skulder og arm skal disse smerter aftage, når du begynder på øvelserne. Oplever du en vedvarende forværring af dine smerter og symptomer ned i armen skal du stoppe med øvelserne og kontakte din læge. 

Så er der hjælp at hente...

Slip for nakkesmerterne og få en stærkere krop. Som medlem af "Din Flexible Sundheds Træningsunivers" kan du få hjælp til at genoptræne din nakke. Du får adgang til over 300 træningsvideoer, som du kan lave, når og hvor det passer dig.

Få hjælp til dine nakkesmerter

Slip for nakkesmerterne og få en stærkere krop. Som medlem af "Din Flexible Sundheds Træningsunivers" kan du få hjælp til at genoptræne din nakke. Du får adgang til over 300 træningsvideoer, som du kan lave, når og hvor det passer dig.

Læs flere indlæg her:

Brystryg

Thorakalt facetsyndrom

Føler du en stikkende eller skarp smerte mellem skulderbladene? Det kunne være Thorakalt facetsyndrom. Denne tilstand opstår, når leddene i din brystryg bliver irriteret og

Læs mere »
Migræne
Hovedpine

Migræne

Kender du følelsen af at blive ramt af en pludselig og intens hovedpine, der nærmest lammer dig? Migræne kan være en udmattende tilstand, der påvirker

Læs mere »
Lændesmerter kan skyldes en diskusprolaps smerter i lænden Diskusprotrusion
Nakke

Diskusprotrusion i nakken

En diskusprotrusion i nakken er ikke det samme som en diskusprolaps. Dog kan smerterne og symptomerne minde meget om hinanden. I dette blogindlæg lærer du

Læs mere »
spændingshovedpine
Hovedpine

Spændingshovedpine

Spændingshovedpine skyldes typisk spændinger i dine nakke- og skuldremuskler. I dette blogindlæg bliver du klogere på de typiske årsager og symptomer på spændingshovedpine. Derudover finder

Læs mere »