Adfærd er et vidt begreb og kan tage flere timer at gennemgå. Bare rolig – i dette indlæg bliver det overordnet. Din adfærd kan nemlig have en indflydelse på din oplevelse af dine smerter. Din adfærd påvirkes nemlig af dine tanker og handlinger, hvilket kan påvirke dine smerter.
Når du har oplevet smerter ...
Jeg har en del, der kommer til mig, som er meget forsigtige efter en smerteepisode. Det kan fx. være efter akutte lændesmerter eller en skulderskade. Selvom skaden er helet og smerterne er fortaget, er de fortsat forsigtige, når de skal bevæge det pågældende led. Deres tanker er ofte på alt det, som de ikke kan og alt det, som de er bange for kan gå galt.
“Kommer der en ny skade?”
“Hvad hvis min ryg ikke er stærk nok?”
“Min ryg er nok ikke helet, eftersom jeg stadig mærker smerter!”
Det er ofte også et tankemønster, der udvikler sig hos folk, der har haft smerter i længere tid. Nemlig hele katastrofetankegangen om alle de begrænsninger og problemer, der i forbindelse med smerterne. Hjernen husker dine smerter fra skaden og derfor bliver den ekstra forsigtig, når du laver nogle bevæger, der kan give smerter.
Når tanker bliver til adfærd ...
Hvis du aldrig har oplevet et sygdomsforløb eller har oplevet slemme smerter tænker du måske, hvad du skal bruge denne info til. Uanset om du har døjet med mange smerter eller ej, så er det dine tanker, der har magt. Og dine tanker påvirker dine handlinger. Og dine handlinger bliver til din adfærd. Vi tænker ikke over det til dagligt, da vores adfærd er så dybt indboret i os. Men oplever vi smerter, sygdom eller ubehag tæt på os, så påvirker vores adfærd måden vi ser på omverden på. Skal jeg så bare være positiv hele tiden? Nej da! Det er der ingen mennesker der kan eller skal. Men du er din egen bedste medicin og det er dig, der styrer, hvordan din krop skal reagere og takle en given situation.
Viden er altid godt ...
Jeg oplever en bedre forståelse fra mine klienter, når de kender årsagen til deres smerter. Det er nyttigt at have den rette viden for bedre at kunne styre dine tanker. Jo mere du ved om din krop og smerter, jo bedre kan du acceptere og forstå, hvorfor du har ondt. Der er mange der ikke kender til helingsfaserne. Mange ved ikke, at smerter kommer fra hjernen og ikke selve skaden. Det kan hjælpe med at forstå, at nogle smerter kan vare ved i længere tid og smerterne nødvendigvis ikke er farlige. Denne viden og indsigt i kroppen kan give mange en bedre forståelse og håb på, at deres smerter forsvinder igen.
Kender du det?
Kommer en eller flere af disse tanker nogle gange op i dit hoved? Så kan det påvirke din adfærd!
Tanker som:
“Det er IKKE sikkert for mig at være aktiv”
“Jeg har svært ved at gøre de ting, som jeg FØR kunne”
“Når det gør ondt er det fordi jeg bliver VÆRRE”
“Jeg giver det ikke nok tid til at HELE”
“Mine smerter bliver ALDRIG bedre”
Disse tanker er meget normale og kan du genkende, at du har tænkt eller sagt en eller flere af ovenstående sætninger skal du ikke være flov. Men du kan måske høre den negative klang i alle sætningerne? En tro og tanke om, at smerter er dumme, uduelige og ødelæggende for dit liv og din hverdag. Men hvis du nu så på dine smerter som en god ting og fokuserede på det du kunne – hvordan ville sætningerne så se ud?
Hvordan ved jeg om det er en god smerte jeg mærker?
Som sagt forsvinder dine smerter ikke ved at du tænker positivt og tror alt er muligt! Har du smerter uden, at du ved hvorfor, så skal du altid få det undersøgt af din læge eller en fysioterapeut. Kender du årsagen til dine smerter, men undrer dig over, at de ikke fortager? Så vil jeg uden tvivl tage fat i en fysioterapeut eller en anden behandler. Du skal nemlig ikke bare ignorere dine smerter og løbe et marathon på dit knæ, hvis du får ondt efter 5 minutters gang. Men ofte kan man havne i en ond smertespiral, hvis man går med smerterne længe. Måske kan din familie og venner ikke forstå dig og dine begrænsinger i hverdagen. Måske har du svært ved at klare dit arbejde? Måske påvirker dine smerter din nattesøvn? Jo mere dine smerter får lov at fylde, jo sværere bliver det at skelne mellem de gode og dårlige smerter. Afklaring og viden om dine smerter er derfor en god idé for at komme videre med det liv du ønsker at leve.
Ønsker du hjælp til genoptræningen efter en skade?
I Din Flexible Sundheds Træningsunivers får du de bedste råd og øvelser til at genoptræne netop din skade.
Bliv medlem for kun 99 kr. om måneden og kom igang med genoptræningen allerede idag.